aldrig være opkomne, hvis Forholdet mellem Kongen og Adelen havde været godt.
Hvor misligt Forholdet var mellem Kongen og Adelen i 1565, derom faar man et Begreb, naar man læser hvad Frederiks Søster, Churfyrstinden af Sachsen, skriver til to danske Rigsraader, Johan Friis og Holger Rosenkrands, den 18 October 1565: „Det gjør os overmaade ondt at modtage saadanne Tidender fra det Kongerige, hvorfra vi selv ere komne, skjønt vi dog ei kunne tro, at vor kjære Broder skulde møde saa stor Utroskab af sine Undersaatter og blive saa jammerlig forraadt af dem. Det er ei alene vor Broders skam og Skade, men ogsaa vor salige Faders i Graven og det hele Kongeriges, til evig Eftertale for det danske Navn og for Eders Alles Børn og Efterkommere, at de Danske forlade sin kristelige Konge, tragte efter et andet Hoved og skulle ville give sig under Svenskens eller andre Potentaters Vælde“[1].
Tilstanden i Danmark var altsaa saadan, at Frederik II truedes med Christiern IIs Skjebne. Og søsterens Brev er ikke det eneste Vidnesbyrd. Churfyrsten; Annas Mand, fik i samme Maaned Underretninger fra Greven af Eberstein, om, „at Kongen af Danmark hverken havde Raad eller Troskab at vente af sine Folk, ja de danske Rigsraader tænkte ligefrem paa at afsætte ham eller affinde ham med en Provinds f. Ex. Skaane; der skulde endog være talt om Saadant i Frederiks eget Paahør“[2].
Udentvivl er det denne stærke adelige Gjæring, som har fremskyndet Peder Oxes Tilbagekomst til Fædrelandet og hans Gjenindsættelse i sin gamle Stilling. Under saadanne
