Omstændigheder blev nemlig den rænkefulde Flygtning først ret farlig. Hans Venner have derfor uden Tvivl benyttet sig af Omstændighederne til hans Fordel, og det berettes ogsaa, at Sachsen nu fandt det klogest, at anbefale Kongen at søge Forsoning med Oxe. Allerede 20 Septbr. 1565 affattedes der et Leidebrev for ham fra Kongen, hvorefter han skulde faa Lov til at komme ind i Riget, og, om han ønskede det, igjen reise bort, men det er neppe blevet expederet for i Januar 1566[1]. Han kom, fik sine Eiendomme igjen, ja blev i det følgende Aar endog Rigshovmester. Vi kunne ikke skjønne Andet, end at denne Udnævnelse maa betragtes som en Ydmygelse for Kongen, hvortil han har været tvunget af Adelen. Men i Aarhundreder har Historien fortalt noget Andet. Peder Oxes Færd i Udlandet og hans Forbindelse med Kongens og Rigets Fiender har været fortiet eller besmykket, og han har efterhaanden vundet en traditionel Plads som en af sit Fædrelands bedste og fortjenteste Mænd. Vi have her ikke hverken kunnet eller villet dvæle nærmere ved hans mærkelige Levnetsomstændigheder, men vi udtale det Haab, at en dybere Undersøgelse af hans Historie ikke altfor længe maa lade vente paa sig. Det vil da ogsaa vise sig, hvormegen Sandhed der er i den sædvanlige Fortælling om hans Fortjenester af Rigets Finantsvæsen. Allerede nu vil man af den Skildring af sin Pengetrang, som Frederik II giver i et Brev af 1570, og som ender med en Trudsel om at nedlægge Regjeringen, let fristes til at betragte ogsaa denne Side af Peder Oxes Historie med tvivlende Øine, ihvorvel
- ↑ Ryge, S. 199. Den ausländische Registrant; der desværre nu savnes for endel af Aaret 1564 og for hele 1565–1566, har, som som man af Ryges Verk seer, paa hans Tid endnu existeret i det tydske Cancellis Archiv.
