varselen; Lothringen, Peder Oxe, Cardinalen af Arras (Granvella), Hertugen af Weimar og Hertug Erik af Brunsvig[1] havde, forsikrede de, forbundet sig imod Frederik II, og de Svenske havde tilbudt Lothringen alle de Erobringer, de kunde gøre i Danmark[2].
I Virkeligheden anstrængte Christine af Lothringen sig i denne Tid af alle Kræfter, for at Krigen mellem Nordens Konger skulde blive benyttet til en Intervention. Hun skrev 16 Juni 1564 til Bollwiler, en spansk Krigsmand og Cardinal Granvellas Fortrolige, at nu burde Hans katholske Majestæt bruge den beleilige Tid til at tjene Gud og „gjenoprette Religionen“ i Norden. Keiser Ferdinand I, som kort før sin Død havde besøgt sin Niece Christine i Nancy, kjendte meget godt hendes Tanker, men fraraadede Granvella at indlade sig med hende[3]. Ikke destomindre begyndte Granvella i Juli at lytte til Christinas Bønner, og Polakkernes Meddelelser i Rostok have altsaa virkelig været rigtige. Cardinalen skrev til Bollwiler, at han „bedre underrettet, billigede Hertugindens Plan, men 200,000 Daler vilde ei forslaa og at faa Penge af Kongen af Spanien var ikke let.“ I September samme Aar, da Philip II personlig ventedes til Nederlandene, var Granvella derfor meget spændt paa, hvad Hjelp denne vilde yde og glædede sig over, at „ogsaa Hertuginden selv nu havde Ud-
- ↑ Hertug Erik den Yngre af Brunsvig-Calemberg-Göttingen (1540–1584), der (som allerede nævnt) længe efter disse Begivenheder ægtede Christine af Lothringens yngre Datter, var en ivrig Katholik og et uroligt Hoved, og tilbragte den meste Tid udenfor sit Fyrstendømme. Han havde ved Begyndelsen af Syvaarskrigen samlet store Troppemasser i Nordtydsland, uden at man ret vidste Hensigten, og ansaaes for at staa i Forbindelse med Grimbach. (Havemann, Gesch. d. Lande. Braunschweig u. Lüneburg 2, 296–358).
- ↑ Dokumenter i Geheimearchivet.
- ↑ Arch. de la Maison d’Orange-Nassau 1, 254.
