han et Øieblik havde tænkt paa. Heller ikke andre Fyrsters Formaninger gjorde noget Indtryk paa Johan Frederik, der nu endog forlodes af sin egen Broder.
For Grumbach og hans Hertug laa det, efter at Krigen i Norden var udbrudt, nær at vende sine Blikke mod Sverige. Længe varede det heller ikke, for en ny Forbindelse med Erik XIV var indledet, der vistnok varede lige til disse Uroligheders Ende. Allerede 4 Januar 1564 skriver Frederik II. til August, at Hertugen i Weimar var „gut schwedisch.“ Erik XIV beilede paa denne Tid – (uden dog at afbryde Frieriet til Elisabeth!) – til Prindsesse Christine af Hessen. Den gamle Landgrev Philip syntes en Stund virkelig tilbøielig til Partiet, og Danmark ængstedes nu for, at Lothringen, Frankrige og Hessen skulde angribe Holsten, medens Weimar og Grumbach skulde vende sig mod August[1].
Peder Oxe var atter paafærde. I Begyndelsen af 1564 var han i Koburg og havde her samtaler med Grumbach, der paa denne Tid virkelig fik Subsidier fra Lothringen. Ogsaa et private Anliggende havde denne Gang kaldet Oxe til Tydskland, idet nemlig Aaret iforveien en frankisk Adelsmand, Georg Paneratius Ochs von Guntzendorff, var død uden Arvinger, og Peder Oxe paastod at høre til denne Familie og derfor fremsatte Arvekrav paa hans Godser[2].
Grumbachs Engle havde forkyndt Johan Frederik, at med Sverige turde han trygt indlade sig, Peder Oxe havde ment, at Danmarks Stilling var daarlig, og der haabedes altsaa, at der kunde komme Noget ud af Forbindelsen med Erik XIV. Da imidlertid Philip af Hessen, fornærmet og i krænket ved Eriks Falskhed, afbrød de svenske Ægteskabs-
