– – „udi sytten Aar Bergenhus forestod,
Værendes Høvedsmand og Norges Kantsler god,
I Fromhed gudelig, i straffen ikke strenger,
Saa hver Mand havde seet, han havde tøvet længer.“
I den nye Svenskekrig anstrengte han sig (tilligemed Brødrene Henrik og Jørgen) for Norges Forsvar mod Carl Gustav, og med særegen Nidkjærhed synes han at i have bestræbt sig for at medvirke til Thrøndelagens, Bjelkernes Hjembygds, Udfrielse af svensk Vælde i 1658, en Bedrift, hvori ogsaa Jørgen Bjelke, ja den gamle Fader Jens Bjelke, dengang paa Gravens Rand, vare varmt interesserede.[1]
Endnu i Faderens levende Live skrev Ove Bjelke sig til den fædrene Hovedgaard Østraat, hvortil han havde Aasædesret, og som Jens Bjelke havde opladt Sønnen.[2] I Aarene 1655–1656 opførte han her den efter den Tids Forholde prægtige Hovedbygning, som fremdeles staar der, og da Faderen døde (7de November 1659), faldt ogsaa flere andre Eiendomsgaarde paa hans Part ved Skiftet. Som Norges Kantsler efterfulgte han ogsaa sin Fader (udnævnt den 8de December 1660). Brødrene Henrik (siden 1662 Rigsadmiral) og Jørgen († som Generalløitnant 1696) vedbleve vel bestandig at skrive sig til norske Herregaarde (Elingaard og Hovindsholm) og forsaavidt at betragte sig som Nordmænd, de have ogsaa begge en Plads i Fødelandets Historie, men de kom dog til stadig at leve i Danmark, i hvis Rigsraad de kort før Souverænetetens
