længe, inden Legatet kom til at træde i Virksomhed, thi den stakkels Eskild Griis, „der dels af medfødt naturlig Svaghed, dels af stærk Melankoli var forfalden til Lediggang og Ørkesløshed“, som det heder i den kongelige Resolution, levede endnu 1797 paa Ferring Præstegaard ved Lemvig i Jylland, hvor den ene Sognepræst efter den anden fandt sin Regning ved at have ham som Pensionær.[1] omsider kom ved den stakkels Mands Død Summen i Universitetets Besiddelse, og dens Renter tilflyde den Dag idag danske Studenter, der vistnok som oftest ikke vide, hvo deres Velgjører var, eller ofre hans Minde en Tanke.
Ogsaa sit Bibliothek skjænkede Griis til offentligt Brug. I et Brev af 1735 fortæller han Gram, at det bestod af omtrent 900 Folianter, 900 Kvarter og af mindre Formater „i Proportion“. Det har altsaa været en Bogsamling af mindst 5–6000 Bind, og, som Klevenfeldt har fortalt os, af udvalgte og kostbare Verker. Rimeligvis er den ogsaa voxet ret meget i de 11 Aar, som hengik inden Eierens Død. Allerede, da Griis skrev det citerede Brev, omtaler han det som sin Hensigt at testamentere det til det Offentlige. Det var Meningen, at en væsentlig Del skulde tilflyde Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, men da dettes Studerende jo for det meste vare Theologer og „Philosopher“, vilde han have undtaget de politiske Verker, der skulde gives til det tydske Kancellis (Udenrigsministeriets) Brug. Da Envoyéen imidlertid erfarede, at Sorø Akademi skulde gjenoprettes, forandrede han sin
- ↑ Udførlige Oplysninger om denne Sag findes i Kjøbenhavns Universitets Journal, udg. af Jac. Baden, Aarg. V, S. 68–73. Man kunde have ventet, at Gram i Anledning af sin Vens og Universitetets Velgjørers Død havde sørget for et af de dengang brugelige Programmer, men det skede ikke. Et saadant vilde navnlig have belært os om Griis’s dunkle Ungdomshistorie.
