i Kjøbenhavn, blandt andet fordi han ønskede at gjøre personligt Bekjendtskab med sin Velynder Plessen, hvorved vistnok maa forstaaes Ludvig Plessen. Reisen synes ikke at være kommen istand, ligesom der overhoved intet Spor er til, at Griis mere kom til Danmark, endsige til Norge, efter 1717. I 1735 udtaler han som sit Ønske at kunne ombytte sin diplomatiske Stilling med et Stiftamtmandsembede. I sit Dødsaar 1746 udbryder han i Anledning af nogle interessante Nyheder, som Gram havde meddelt ham: „Jeg har følt i mit Hjerte og gjennem alle mine Aarer, at jeg er Dansk, skjønt jeg nu er bleven en Fremmed i Danmark.“[1]
Det er ikke tvivlsomt, at mere end en dansk og norsk Reisende har fundet en venlig Modtagelse hos Griis, naar hans Vei førte ham til Haag. I det mindste en af disse har nedskrevet en Beretning om det Bekjendtskab, han paa saadan Maade gjorde med den gamle Statsmand, og deri givet et ypperligt Billede af Griis’s Liv paa hans høie Alderdom. Det er Terkel Kleve, den senere Klevenfeld, Denne lærde og af Adelshistorien meget fortjente Mand foretog i sin Ungdom, medens han var Justitssekretær i Høiesteret, en fleraarig Udenlandsreise, tildels med offentlig Understøttelse. Efter Datidens Skik holdt Kleve nøiagtige Dagbøger, hvilke heldigvis ere bevarede i fire tykke Oktavbind paa det danske Universitetsbibliothek. De kunne endnu betragtes som saa omtrent ubenyttede, thi de Prøver, som Nyerup har givet af dem i sit „Magasin for Reiseiagttagelser“, bestaa kun i enkelte, i Flæng udskrevne Smaating, som han anbragte i Magasinet, naar der manglede nogle Sider for at fylde
- ↑ „J’ai senti dans mon coeur et dans toutes mos veines, que je suis Danois, étranger, comme je suis présentement en Dannemarc.“
