Gram var Griis’s Kommissionær ikke alene hvor
det gjaldt Bøger, men ogsaa i mange andre Anliggender,
hvorom paa sit Sted mere. Denne Mand, i sit Slags
enestaaende i Danmarks og Norges Historie, havde Tid
til alt. Griis henvendte sig f. Ex. til denne sin Ven i
1728 for at faa en „Secretair eller Copiist“, altsaa en
Privatsekretær. Den Mand, han kunde bruge, maatte
hverken være en „Junker“ eller en Volontair og heller
ikke en Mand, til hvis Familie der skulde tages Hensyn.
Han skulde faa sin Betaling efter sin Dygtighed og
maatte forstaa en Smule Fransk og saa meget Tydsk,
at han uden Vanskelighed kunde lære Hollandsk. En
anden Gang omtaler han en Søn af Islænderen Professor
Londemand (senere adlet under Navn af Rosencrone) i
Bergen.[1] Den unge Mand (uden Tvivl Londemands ældste
Søn af første Ægteskab, Hans Christopher, der 1774
døde ugift som dansk Godseier, Konferentsraad og forhenværende
Militær) var kommen til Holland 1732, men
Faderen havde vist sig saa haard imod ham, „at han
maaske vilde komme til at angre derpaa gjennem hele
sit Liv.“ Sønnen henvendte sig til Griis i om Hjælp.
Denne tænkte paa at antage ham som en Slags Sekretær,
ikke fordi han var duelig dertil, men for at oplære ham.
Af særegen Interesse er det at se, hvorledes den aldrende Mand ofte længtes hjem til Danmark. I 1730 skriver han (Datum sees ikke, men det er dog før Thronskiftet), at han gjerne vilde tilbringe to eller tre Uger
- ↑ Londemand, født Islænding, Lector theol. i Bergen med Professors, senere med Biskops Rang, var en rig Mand, ikke uden Erudition, men af en tvivlsom Karakter. Et høist karakteristisk, men ikke meget tiltalende Billede af sig selv har han givet i et Brev til Rostgaard, se Frederik Rostgaard og hans Samtid af Chr. Bruun, II, S. 238 flg.
