er der gjort en god Begyndelse gjennem Professor Holms, Geheimelegationsraad Vedels, Gigas’s m. Fl.s Arbeider paa dette Felt, men udenfor de af disse Forfattere behandlede Emner ved man for det meste lidet eller intet.[1] Mænd, der ved Udlandets Hoffer og Regjeringer have repræsenteret Danmark-Norge, saavelsom ogsaa fremmede Magters Gesandter i Kjøbenhavn ere efterhaanden gaaede i næsten fuldstændig Forglemmelse, uagtet der mellem dem er mange, som have den utvivlsomste Adkomst til at kjendes og erindres. Men det skal paa den anden Side ogsaa villig indrømmes, at denne Del af Historien kræver Forudsætninger hos sine Dyrkere, der ikke altid ere lette at erhverve.
Denne Side af de gamle Tvillingrigers Historie maa ogsaa af gode Grunde i Regelen være danske Videnskabsmænd forbeholdt. Vistnok var det efter 1660 ingenlunde uhørt, at Nordmænd anvendtes i den udenlandske Tjeneste; man kan nævne Grüner, Stockfleth, Griis, Wedel-Jarlsberg, og det hændte endog to Gange, at Udenrigsministeriets Chefer, var norske af Fødsel (Rosencrone og N. Rosenkrands), men dels var dette dog kun Undtagelser, dels forudsætte saadanne Studier Archivarbeider i en saa stor Udstrækning, at de vanskelig kunne drives for Alvor udenfor Kjøbenhavn og hyppig ogsaa gjøre Reiser til andre Hovedstæder nødvendige.
Jeg har i den følgende Afhandling forsøgt paa, at fornye Erindringen om en af de ovenfor nævnte Nordmænd, Præstesønnen Nils Griis, i sin Tid en anseet Mand ude og hjemme. I denne Hensigt har jeg i Geheime-
- ↑ Et nyttigt Hjælpemiddel er det Festskrift (af F. C. Bruun), der udgaves 1870 i Kjøbenhavn „Til Erindring om det kgl. danske Udenrigsministeriums hundredaarige Bestaaen som selvstændigt Regjeringsdepartement.“
