Ret til Schlesien. I 1732 havde Frederik Wilhelm endog antaget Titel og Vaaben som eventuel Fyrste af Ostfrisland. Men ogsaa Hannover (England) mente sig berettiget, ligesaa Biskoppen af Münster og Greverne af Kaunitz-Rietberg, og Holland havde den største Lyst til at annektere Landet.[1] Faa eller ingen undte Preussen denne Udvidelse, som navnlig kunde blive af Betydning formedelst Emdens fortrinlige Beliggenhed og de Muligheder, den aabnede Preussen til Deltagelse i Søhandelen.
Under disse Forhold begyndte ogsaa den danske Konge, der alt længe havde beskjæftiget sig saa meget med Ostfrislands Anliggender, dels at modarbeide Preussen, dels endog i Egenskab af Greve af Oldenburg selv at gjøre formentlige Fordringer gjældende. Kong Christian blev her ogsaa yderligere tilskyndet af sin Svigerinde, der personlig havde meget imod, at Preussen, „der ikke vil lade sig nøie med den halve Verden“, skulde bemægtige sig Landet. Desværre kjendes endnu ikke meget til Enkelthederne af denne Sag. De danske Fordringer gik fornemmelig ud paa visse Dele af Fyrstendømmet, Budjadinger- og Stedingerland. Hollænderne, der i Ostfrisland vilde have en „Barriere“ mod Preussen, havde laant Stænderne Penge og havde Emdens Magistrat paa sin Side, medens Byens Borgerskab (der holdtes nede af Holland) tog Parti med Preussen. Hollænderne holdt vedblivende Garnison i denne By og paastode dette at være en gammel Ret for dem. I 1737 og følgende Aar arbeidede Hannover-England og Danmark i Fællesskab paa at af-
- ↑ J. G. Droysen, Gesch. der preuss. Politik, IV, 2, S. 290 flg. Samme Forf. oplyser (l. c. S. 176), at den almindelige Fortælling om, at Keiseren i 1732 skulde i en gylden Daase have skjænket Frederik Wilhelm, der besøgte ham i Prag, et Lensbrev paa Ostfrisland, er en Fabel.
