en Del af Tropperne i 1732 sendtes hjem), og man holdt „Renitenterne“ i Ave.[1]
Georg Albrecht efterfulgtes 1734 af sit eneste gjenlevende Barn af første Ægteskab, den attenaarige Carl Edzard. Enkefyrstinden, den barnløse og i sit Forhold til Fyrsten ulykkelige Sophie Caroline, var som en udfattig Prindsesse fra nu af nærmest henvist til at prøve den danske Gjæstfrihed, der i hine Dage stod saa mange Tydske aaben. Den blev hende ogsaa i fuldt Maal tildel. Allerede kort efter hendes Mands Død sendtes den bekjendte Diplomat Grev Rochus Lynar til Ostfrisland for at bistaa hende med Raad,[2] og 1735 (eller 1736) kom hun selv til Danmark. Vel vendte hun tilbage igjen, men kom 1740 paany til Danmark, hvor hun nu forblev til sin Død 1764 og fik en aarlig Appanage af 16,600 Rdl.[3] Fyrst Carl Edzard aflagde selv den danske Konge, der fremdeles beskyttede ham ved Tropper, et Besøg paa Gottorp 1740, og det følgende Aar var ogsaa hans Minister Langeln i Danmark, hvor han fik det hvide Baand.[4]
Ogsaa Carl Edzard blev barnløs, og den ostfrisiske Mandsstammes forestaaende Uddøen, der længe var imødeseet, begyndte at beskjæftige flere Magter. Preussen havde gamle Fordringer paa at arve Landet, der idetmindste vare uendelig bedre end Frederik den andens paastaaede
- ↑ „Die Kraft der Altständischen war gebrochen, und, wo noch ein Funkchen glimmte, da thaten die Straf-Dänen ein Uebriges.“ Klopp l. c. II, S. 547.
- ↑ Dansk hist. Tidsskr. 4. R. IV, S. 546.
- ↑ L. Koch, Christian den Sjettes Historie, S. 320 flg. Riegels’s Beskyldning mod denne fattige, men elskværdige Fyrstinde fortjener ikke yderligere Gjendrivelse end den, som forlængst er bleven den uværdige og lavtliggende Forfatter tildel.
- ↑ Danske Samlinger, 2. R. V., S. 264 og IV, S. 202.
