at sætte to Kompagnier i Bevægelse, hvilke efter nogen Tids Forløb virkelig rykkede ind i Landet under Anførsel af Oberst Schwermann og toge Kvarter i Residentsstaden Aurich, dog, som det synes, uden ligefrem at deltage i Kampen.[1] Alligevel imponerede de Oprørerne og fremkaldte disses Flugt fra Norden og andre af dem besatte Stæder.[2] Vel vedvarede Oprøret endnu en Tid, og Landsbyerne gjenlød af Sange som:
Den Vürsten will wij vangen,
De Commissie will wij hangen,
De Cantzler up dat Rad,
So hebben wij Ostvreesland platt,
men de danske Troppers Ankomst havde virket, og i April 1727 befalede Kongen derhos atter tre Kompagnier danske Tropper (hvert paa 125 Mand) under Oberstløitnant von Wangelew at rykke ind fra Oldenburg for at støde til Schwermanns Styrke i Aurich.[3] Nu var det forbi med den i tre Aar førte Feide. I Mai var Fyrsten Herre over Oprørerne, men Forholdet mellem ham og Stænderne vedblev at være spændt lige til hans Død (11te Juni 1734). I Emden nød Borgermester og Raad fremdeles Bistand imod Fyrsten af Hollænderne. Christian den sjette befalede derfor den 22de Januar 1731 Griis i Haag at interessere sig for Fyrsten i denne Sag og henstille til Generalstaterne at ophøre med sin Indblanding i det Emdenske Spørgsmaal.[4]
De danske Tropper forbleve fremdeles i Landet i mange Aar og levede paa dettes Bekostning (skjønt dog
