sit Sammenstød med drukne ostfrisiske Frihedshelte og sit Bekjendtskab med Kaptein Andri fra Emden, „som den Tid var anseet af Indbyggerne i Leer, ligesom Junius Brutus fordum af de Romere, da de stridede for Friheden.“[1]
Georg Albrecht var 1723 bleven Enkemand og giftede sig strax igjen med Sophie Caroline af Baireuth-Culmbach, Sophie Magdalenes Søster, hvorved han altsaa (30te Oktober 1723) blev den danske Thronfølgers Svoger. Herigjennem kom han altsaa i Forbindelse med det danske Kongehus og kunde saaledes gjøre sig Haab om dettes Beskyttelse imod sine oprørske Undersaatter, „Renitenterne“, som de almindelig benævntes. Frederik den fjerde gjorde ogsaa noget for ham.
Flere Magter havde sendt Tropper ind i Landet. Keiseren havde en liden „Salvegarde“ staaende i Ostfrisland, der dog holdt sig temmelig uvirksom. Hollænderne og Kongen af Preussen sendte ligeledes allerede i 1724 nogle Kompagnier, dog kun for at beskytte Staden Emden, hvor Hollænderne havde Garnison, ikke for at hjælpe Stændernes „Administratorer“. Man lod Fyrsten og hans „Renitenter“ udkjæmpe sin Strid alene, og Georg Albrecht vandt da i 1725 en Seir ved Leer. Keiserlige Mandater udgik atter til hans Fordel, men uden at gjøre Indtryk. Da henvendte Fyrsten sig i April 1726 til Kongen af Danmark, der strax paalagde Kommandanten i Oldenburg
- ↑ L. Holbergii Opuscula Latina, I, p. 191–194. I „Pernilles korte Frøikenstand“ (Act. 2, Sc. 7) har man vistnok en Erindring fra Ostfrisland. „Første Gaudieb“ heder nemlig Brennoisen og bemærker, at han har „studeret sine jura med Iver“ og „har havt Tvistighed mod en Byfoged“, aabenbart en Allusion til den ostfrisiske Kantsler.
