paa begge Sider. Den videnskabelig dannede, men til Fyrste lidet skikkede Georg Albrecht lod sig lede af sin stivsindige og umedgjørlige Kantsler Brenneisen, som dog var en uegennyttig Mand og foretrak sin lidet behagelige og slet lønnede Post for et juridisk Professorat i Halle, der – hvilket betegner det tydske Smaastatsvæsen – var aflagt med dobbelt saa høi Indtægt, som det ostfrisiske Kantslerembede. Et Skrift af ham om Forfatningen satte i Særdeleshed ondt Blod. Paa den anden Side bestode Stændernes Deputerede for en stor Del af trættekjære Rethavere og egennyttige Levebrødspolitikere, der paa slige Menneskers Vis kroede sig i sin Stilling og levede høit paa Skatteydernes, eller som det i Nutiden vilde have hedt, „Folkets“ Bekostning.[1] Der appelleredes til Keisermagten, som gav Fyrsten Ret, men uden at de wienske Manifester – procul a Jove, procul a fulmine – bleve synderlig paaagtede. Som Følge af alt dette udbrød i 1724 en fleraarig Borgerkrig. En liden Episode af denne Kamp ville danske og norske Læsere erindre, fordi den er fortalt af den Mand, paa hvem vi altid helst tænke, naar det gjælder det attende Aarhundredes første Halvdel. Ludvig Holberg kom nemlig under sin sidste Udenlandsreise paa Hjemveien til at passere Ostfrisland og beskriver udførlig de Fataliteter, som mødte ham i Leer,
- ↑ Samtiden karakteriserede dem ved de bidende Linjer:
Protestando convenimus,
Conveniendo competimus,
Competendo cousulimus,
Consultando confundimus,
In confusione concludimus,
Conclusa rejicimus,
Et salutem patriae consideramus
Per consilia lenta, violenta, vinolenta.
