der minder om det svenske Skinkongedømme i den saakaldte Frihedstids Dage. Stænderne havde nemlig de mest udstrakte Rettigheder, idet de ikke alene besad Skattebevillingen, men endog Raadigheden over Skatternes Forvaltning var lagt i deres Haand, og Staden Emden, der i det syttende Aarhundrede talte 30,000 Indbyggere og saaledes hørte til de betydeligere Byer i Nordeuropa, var næsten ganske uafhængig. Det var under Indflydelse af den nederlandske Republik, at denne Forfatning, fastslaaet i 1611, havde faaet sin egentlige Udvikling, thi da Fyrsterne under Nederlandenes Kamp med Spanien havde vist Tilbøielighed til det spanske Parti, havde det været Hollænderne magtpaaliggende saavidt muligt at binde disses Hænder. Ostfrisland var overhoved et eiendommeligt, en Tid lang ogsaa et rigt og velhavende Land, hvis Historie, der er behandlet i de udførlige og grundige Verker af Wiarda og Klopp,[1] har en Interesse, der overgaar flere af de større tydske Smaastaters.
I dette Land, der i det sextende Aarhundrede havde ikke uvigtige Berøringer med Norden før og under Grevefeiden, hvis Greve Edzard II. siden ægtede Gustav Vasas Datter, og hvor i vort Aarhundrede Anton Martin Schweigaard tilbragte nogle af sine Ungdomsaar, var siden 1708 Georg Albrecht Fyrste. Hans Dage vare alt andet end lykkelige for ham og Landet. Det hidtil blomstrende Marskland hjemsøgtes af en Række frygtelige Digebrud og Oversvømmelser og af andre Ulykker. De politiske Forhold bleve som Følge heraf fortvivlede. Striden mellem Fyrste og Stænder steg til det Høieste. Der var Skyld
- ↑ Th. D. Wiarda, Ostfriesische (Geschichte, I–X, Aurich, Göttingen und Bremen, 1791–1813. O. Klopp, Geschichte Ostfrieslands, I–III (mit besondern Titeln), Hannover 1854–1858.
