afsætte hans venstre Haand, men nogle Dage efter berigtigedes dette derhen, at Grevens Haand dog var reddet, og at han snart vilde være saa frisk, at han kunde vende tilbage til Europa.[1]
Jeg indfletter her i min Afhandling en kort Fremstilling af Frederik den fjerdes og Christian den sjettes Forhold til det lille nordtydske Fyrstendømme Ostfrisland, Hollands og det dengang med Danmark-Norge forenede Oldenburgs nære Naboland. Vel formaar jeg ikke, som jeg kunde have ønsket, at paavise Griis’s Deltagelse i denne Sag, men da Ostfrisland paa hans Tid var Gjenstand baade for hollandsk og dansk Indblanding og Annexionslyst, hører dets Anliggender dog paa en vis Maade med blandt de Emner, hvorpaa jeg her er kommen ind.
Siden det femtende Aarhundrede regjerede i det lille Land ved Emsmundingen, der tidligere havde været omtrent overladt til sig selv og behersket af forskjellige Høvdinger uden fyrstelig Rang, en Familie Zirksena.[2] Man kan imidlertid være i Tvivl, om Udtrykket „regjerede“ er det rette, thi Ostfrisland havde en politisk Forfatning, der i Absolutismens Aarhundrede var et sandt Særsyn, og som indskrænkede Fyrsterne paa en Maade,
- ↑ I 1735 skriver Hans Gram til Otto Thott: „Hr. Grev Wedel af Jarlsberg, vores nordiske Africanus, er det, som har for 14 Dage siden ret beilet til mig, for at faa sig en Middag om Ugen, besat med et Slags Gjæster, der vilde intet snakke om andet end om Bøger“. Suhms nye Saml., IV, 1, S. 135.
- ↑ C. Paludan-Müller har i Grevens Feide, I, S. 35 flg. givet en sammentrængt Udsigt over det ostfrisiske Rigsgrevskabs (senere Fyrstendømmes) Opkomst.
