værge Preussens befrygtede, for begge Parter ubehagelige Naboskab ved Nordsøen og syntes at være enige om, dersom det lod sig gjøre, at dele Ostfrisland mellem sig.[1]
Saaledes hengik nogle Aar i Spænding for dem, der vare interesserede i denne Sag. Da døde pludselig Fyrst Carl Edzard, og med ham udsluktes altsaa Cirkzenaernes Mandslinie. Fyrstens ugifte Tanter gjorde et afmægtigt Forsøg paa under Paaskud af, at Lenet var arveligt ogsaa paa Kvindesiden, at bemægtige sig Regjeringen, idet de gjorde Regning paa Hjælp fra Danmark. Det var midt under den østerrigske Successionskrig. Frederik den anden, indviklet i denne, erfarede Dødsbudskabet i Pyrmont. Han var som sædvanlig rask i Handling, sendte strax Tropper ind i Landet, og skaffede sig Hylding af Stænderne. Hverken Hannover eller Holland lode det komme til Kamp om dets Besiddelse. Hvad de danske Tropper, som fremdeles stode i Landet, angaar, da skrev Frederik (28de Mai) til sin General Dessow, at han ikke vilde taale dem længere der,[2] og de forsvandt ogsaa strax.
- ↑ Droysen l. c., S. 301, 357. For nogle Aar siden har jeg seet en Afhandling, hvori omtaltes „die dänischen Gelüste“ efter Ostfrisland, men det har ikke været mig muligt igjen at opspore den.
- ↑ „Da auch noch dänische, wiewohl in geringer Anzahl bestehende Truppen noch sich anjetzo in Ostfriesland befinden unter dem Prätext, als ob solche einige vermeintliche Jura vor dem K. von Dänemark daselbst souteniren sollten, so hat der Obriste Graf v. Wied – – seine Veranstaltungen dergestalt zu machen, dass er solche dänische Commandos, ehe sie sich dessen versehen, mit guter Art surprenire, ihnen darauf be-
