Saaledes fremviser Gokstadskibets gravrum i modsætning til stavkirkerne ikke nogen indfalsning mellem plankerne, ligesom det ialfald ikke kan sees, om man dengang kjendte hjørnestolper, og hvad de omtalte nøster og lader angaar, træffe vi her kun et skelet af raa stolper overlagte med stavlægjer og støttede af knæer eller skraabaand. Alligevel maa der ved disse arbeider i forbindelse med huse- og skibsbygning gjennem en lang tids øvelse have dannet sig en fast stok af fagmænd, og dette maa i høi grad have lettet opførelsen af det nye slags bygninger, hvortil de missionerende konger bragte forbilledet med vestenfra. Som det synes, havde ogsaa begge Olafer, især den yngste, godt skjøn paa kirkebygning, og rimeligvis fulgte der med dem eller i deres spor bygningskyndige mænd fra England. Naar imidlertid D. (s. 122) ved siden af de bekjendte indskrifter, der vise Nordmænd som byggere af stavkirker, peger paa en indskrift[1] i Gjevedals kirke og med hensyn dertil antager, at der endnu ved ca. 1150 var angelsaxer virksomme ved opførelsen af denne kirke, kan denne mening neppe opretholdes. For det første maa det vel ansees mere end tvilsomt, om angelsaxiske runer, som var anvendt i den nævnte indskrift, brugtes saa langt ned i tiden; dernæst lader indskriften sig neppe tyde, og endelig haves der ingen sikkerhed for, at fjælen, hvorpaa indskriften fandtes, havde hørt til den i 1824 nedtagne kirke, idet den mulig oprindelig kunde have været paa et helt andet sted.
Tør det saaledes antages, at den fuldt udviklede stavkonstruktion i væggene var noget, som indførtes, saa
- ↑ omtalt i N. Fornl. s. 251. Da jeg i 1856 gjennemgik Arendt’s efterladte optegnelser i Kjøbenhavn, fandt jeg ikke hans aftryk af indskriften. Senere er det gjengivet af Stephens i hans Old Northern Run. Monum. I, 276.
