tag med liden reisning og derfor belagt med torv. Thi naar D. (s. 140), idet han støtter sig til Keyser, mener, at kun ringere huse havde denne tagtækning, medens der ellers blev anvendt navnlig spaan, saa er denne Keysers antagelse vistnok urigtig. Der nævnes, saavidt jeg ved, i sagaerne kun et eneste sted spaan som tagtækning paa et hus eller det samme, Keyser citerer[1]; men for det første er vedkommende beretning, som i den nuværende redaktion ikke er ældre end ca. 1387, paa grund af sine overdrivelser lidet at stole paa, og dernæst er der her slet ikke tale om en laftbygning, men om en stavkonstrueret soveskemme af tvilsom beskaffenhed, ialfald den eneste hos os af dette slags, og derhos uden ildsted.
Det er tidligere udtalt, at vore stavkirker hovedsagelig har hentet sit forbillede fra udlandet og navnlig England. Dette er dog ikke saaledes at forstaa, som om principet i disse kirkers konstruktion tilforn overhovedet var ukjendt her i landet. Vi træffe ogsaa paa Gokstadskibet fra ca. 900 i gravkammerets vægge opretstaaende planker, hvilende i sviller med fals, og rimeligvis anvendte v man allerede under hedendommen de i ældre Gulathingslov[2] nævnte og endnu paa vestlandet forekommende, saakaldte stavnøster samt ligeledes de ogsaa andensteds kjendte „stavlader“, hvor navnet i begge tilfælde er fremgaaet af, at bygningernes lave torvtækte tage ikke bæres af laft- eller stenvægge, men af stolper. Disse konstruktioner staa dog endnu paa et lavt trin i forhold til stavkirkerne.
