forudsætte en saa lang teknisk opøvelse hos vort folk, at det vilde blive for kort tid, hvis stavbygningen ikke var kommet til anvendelse allerede paa hovene. Mig forekommer det derimod klart, at var end de første trækirker, som opførtes hos os, vistnok som andetsteds stundom meget simple, saa var der dog, om vi sætte Haakon den godes kirkebygninger ud af betragtning, fra ca. 996, da Olaf Trygvessøn reiste Klemenskirken i Nidaros, og indtil 1150 lang nok tid for at bringe stavbygningen paa sin høide, især da grundlaget for konstruktionen og formerne eller systemet var, som jeg antager, fra først af tilstede ved overførelsen fra England.
Derimod synes det ved første øiekast tildels af mere vægt, naar D. (s. 142) paastaar, at „hovene stundom maa have været saa store, at laftkonstruktion blev nær nok umulig“. Her tænkes naturligvis ikke paa selve væggene; thi var hver enkelt tømmerstok ikke lang nok for behovet, saa kunde der hjelpes herpaa ved at skjøde den sammen med andre, saa at væggene for den sags skyld gjerne kunde blive saa lange som det skulde være. Men hvad D. mener, er, at bygningens aabne rum vilde blive for bredt til, at væggene kunde forbindes med de for sammenholdets skyld nødvendige tvertræer, eller med andre ord, at disse ei kunde faaes med den fornødne længde. Maximum for denne har jeg før troet „vel kan sættes til 25 fod“, medens D. med sikkerhed udtaler, at „som bekjendt, kan en større bredde end 24–30ʹ ikke overspændes af en bjelke“. Det viser sig dog, som det maa antages, at vi her begge tage feil. En praktisk jernbaneingeniør har nemlig, efterat han havde seet min ytring, derom bemærket følgende: „en god furestok vil allerede med 7 tommers tykkelse sikkert bære sin egen vægt paa 40 fods spændvidde, men rigtignok synke ned ca. 7½ tomme paa midten.
