konstruktion maatte afhuset ogsaa ligesom hovedbygningen have retvinklede hjørner og saaledes ret afslutning navnlig mod øst.
For at imødegaa dette bemærker D. for det første (s. 137, 149), at naar det i Kjalnesinga saga heder om hovets inderste del eller „afhuset“, at det var rundt som en „hue“, saa havde det selvfølgelig apsis eller halvrundt udspring mod øst, og dette forudsætter igjen stavkonstruktion. Her kan nu strax spørges, hvorfra vore forfædre vel skulde have faaet denne form, naar de angelsaxiske kirker, som efter D.s mening nærmest tjente som forbilleder for vore hovbygninger, netop viste den eiendommelighed, at de var uden halvrund apsis. Dertil kommer, at ordet „húfa“ slet ikke har saadan betydning[1], men alene, i lighed med Keysers og Maurers mening, kan forstaaes om en lofthvelving over afhusets firkant, her saaledes nærmest et tøndehvelv sammensat af bord. Naar D. endog mener, at et saadant hvelv vidner om stavkonstruktion, og at jeg derfor gjør mig skyldig i en modsigelse ved desuagtet at fremstille hovet som laftbygget, saa hviler dette paa en stor misopfatning. Denne giver sig ogsaa tilkjende, naar D. tager til indtægt for en apsis og den lille cylinderopsats derover, at der i to kirkebesigtigelser[2] nævnes „hue“, men hvor der tydelig sigtes til taarnet eller tagrytteren.
Større betydning kan heller ikke tillægges en anden indvending af D. Denne tager sit udgangspunkt fra de stavkirker, som endnu findes levnede hos os eller ialfald har været kjendt i vor tid. Naar disse, hvoraf ingen kan sættes ældre end ca. 1150, fremvise den fulde udvikling, saa skal dette, som D. antager, med nødvendighed
