en aflang firkantet bygning med-retning fra vest til øst, jordgulv, stenlægning efter midten for ildstedet eller aaren i forbindelse med aabent loft og ljore, endvidere bænke ved begge langsider og paa deres midte høisæder med tilhørende støtter (øndvegessuler); paa begge steder har vi og den eneste eller fornemste dør paa den ene langside og nær det vestre hjørne og endelig tæpper paa væggene til høitids. Man behøvede saaledes for at tilveiebringe en hovbygning kun at udelade det loft, som stundom fandtes i den ene eller mulig i begge ender af skaalen, og tilføie et nyt rum for hovets stall og gudebilleder i østenden[1], hvilket da, siden det kaldes et afhus og lignes med koret i kirker, rimeligvis maa have været smalere og derfor ogsaa lavere[2] end hovedbygningen, hvorhos det tillige var forsynet med glugger, selvfølgelig for at dets stall og gudebilleder skulde kunne sees fra det større rum. Under disse omstændigheder fulgte det ogsaa noget nær af sig. selv, at man i forbindelse med indretningen ogsaa anvendte den samme konstruktion, som i skaalen, eller laftverk med lavt tag, tækket som sedvanligt med sud eller bord, derover næver og ovenpaa denne jord. Som følge af den nævnte
- ↑ Da min hjemmel for denne beliggenhed synes D. ubekjendt (s. 147), kan det tilføies, at afhuset ifølge kilderne dannede hovets indre del, og denne var i skaalerne til venstre for den, som sad i det fornemste (nordre) høisæde, eller i øst for ham.
- ↑ Dette finder ogsaa D. (s. 145), skjønt han i dette punkt støtter sig til en opfatning af et sted i Fridthjofs saga (s. 135), som ikke kan godkjendes. Her fortælles, at Fridthjof under sit ophold paa Syrstrand bad Ingeborg om, som et tegn, ved en vis leilighed at brede (hvide) tæpper over disarsalen; „thi den er høiest her paa gaarden; dette vil da vi kunne se fra vor gaard“ (Framnes) (Fornald. søg. II, 70). Men dette har følgelig intet med bygningens form at gjøre, hvorimod der kun sigtes til forholdene ved dens beliggenhed.
