af saadanne hørger i mange af de stensætninger, som findes baade i Norge og dets nabolande. Især er det sandsynligt, at de stenkredse, der bestaa af store, oventil noget tilspidsede og i maadelige mellemrum fra hinanden opstillede stene, have henhørt til dette slags offersteder, og stenene maaske forestillet de der dyrkede guders billeder. Deslige offersteders store simpelhed berettiger iøvrigt til at antage dem for en ældre indretning end de egentlige templer“.
P. A. Munch[1] er hovedsagelig af samme mening som Keyser, idet han udtaler sig for, at hørgerne „synes som oftest kun at have bestaaet i stensætninger, hvor de opreiste stene maaske skulde forestille gudebillederne“; dog tilføier han: „men stundom synes de og at have været i form af telte eller huse“.
Det sidste har D. „ikke nogetsteds fundet bekræftet“ (s. 134), og han holder sig derfor, ligesom professor Bang[2] i sin opfatning af hørgerne til Keyser og Munchs principale mening. Ikke destomindre er der visselig grund til at antage, at hørgerne, som antydet af Munch, har havt en overdækning eller været indsluttede i et „hus“, ja endog tildels at have bestaaet af træ. Dette vil sees af Fritzners og Sigurd Vigfussons sammenstilling paa de anførte steder. Derimod er Keysers og Munchs mening om, at de paapegede endnu levnede stensætninger kunde have været hørger, urigtig, da de ved foretagne undersøgelser har, som man kunde formode, vist sig at være begravelser og, hvor sikrere tidsmærker var tilstede, fra ældre eller yngre jernalder[3]. Paa den anden side har
