daaben, ligesom første gang den udførtes, saaledes ogsaa siden ofte foregik under aaben himmel.
Endelig fremfører D. et argument, som turde være det svageste af alle. Han indrømmer (s. 133), at der ikke nogetsteds nævnes omdannelsen eller indvielsen af hov til kirker. Men grunden til denne kildernes taushed er efter hans mening „den, at hovenes benyttelse til kirker i omvendelsestiden var saa almindelig og faldt saa natur- ligt af sig selv, at historieskriverne intetsomhelst paafaldende eller nævneværdigt fandt ved sagen, medens derimod nedrivelsen af de gamle helligdomme var en begivenhed“. Dette trænger neppe til nogen imødegaaelse.
Kan der saaledes ikke anføres et eneste exempel paa, at hov er indrettede til kirker, lægger endvidere hele aanden i missionsvirksomheden en afsky for dagen mod saadant, og bliver dette endog paa Island, som før bemærket, stemplet næsten som en forbrydelse, saa vil det være ulogisk og derfor i strid med sand historisk kritik alligevel at antage, at hov her i Norge eller paa Island efter indvielse blev benyttede som kristelige gudshuse.
Det er neppe muligt af de forhaandenværende kildesteder[1] at danne sig en nogenlunde klar og sikker forestilling om formen og beskaffenheden af de hellige bygninger, som kaldes hørger.
Keyser antager[2], „ at hørgerne var – saavidt skjønnes – et slags stenaltere eller af stene indhegnede offersteder under aaben himmel. ... Vi se rimeligvis endnu levninger
