omstændighed (s. 130), at der i 1017 ved Olaf den helliges ophold paa Eidsvold blandt de endnu hedenske Raumer „dukker pludselig en kirke frem“, og denne maatte da rimeligvis efter D.s mening være det hov, P. A. Munch ikke havde kunnet opdage paa den kant, men som siden var omdannet til kirke. Jeg tilstaar, at ogsaa jeg i 1862[1] har omtalt denne kirke, dog med tvilsomme ord, men jeg har senere forlængst opgivet den. Havde sagaen udtrykt sig saaledes, at der var kirke paa Eidsvold, vilde tingen stillet sig anderledes. Men nu staar der kun, at kongen først havde været i aattesang og senere paa dagen gik „til kirke“ og lod synge messe for sig[2], hvad der med størst rimelighed maa forstaaes om gudstjeneste i et for leiligheden opsat telt. Som vi nemlig se, var det skik i begge Olafers tid, naar de drog missionerende omkring i landet og kom til natteherberget, at der reistes „landtelt“, hvori gudstjeneste blev holdt af den medfølgende biskop, saaledes f. ex. i Olaf Trygvessøns tid paa Moster og under Olaf den hellige paa Hundthorp[3] og hos Raud i Østerdalen[4].
Større betydning kan heller ikke den indvending (s. 131) af D. tillægges, at naar Olaf den hellige ifølge sagaerne indsatte en hel del lærere eller prester, og da det ikke lader sig „antage, at presterne lærte uden kirker“, men der ikke havde været tid til at bygge disse, saa maatte man i en fart have omdannet hov til kirker. Det indsees dog ikke, hvad der skulde være i veien for, at presterne her, som andetsteds, gik omkring og kristnede folkene ved at døbe dem, og det er jo bekjendt nok, at
