Den ovenfor omtalte Prinds Carl havde i sin Ungdom
opholdt sig i Frankrige. Mange Aar senere, efter
at Prindsen var død, fremstod en Eventyrer fra Montpellier,
der kaldte sig Antoine d’Oldenbourg med Paastand
paa at være Prindsens Søn, men blev afvist som Bedrager.[1]
Af Griis’s Relationer (27 de August 1743) sees, at ogsaa
han har havt noget med denne Sag at gjøre.
I Mai 1734 modtog Griis Brev fra Kongen (Altona 19de Mai) med Paalæg om i største Hemmelighed at undersøge, om det kunde lade sig gjøre at faa en unævnt Person anbragt i Tugthuset i Amsterdam og det saaledes, at Vedkommende skulde holdes borte fra alt Samkvem med Udenverdenen og heller ikke af nogen examineres før Indsættelsen i Anstalten. Griis svarede (29de Mai), at dette vilde være aldeles ugjørligt, thi ingen kunde anbringes i hollandske Strafanstalter uden Anklage, Undersøgelse og Dom. Selv om Magistraten vilde indlade sig paa en saadan Imødekommenhed mod Kongen, kunde Borgermesteren afslaa det, ja selv om man kunde faa Personen ind i Tugthuset, vilde Sagen dog let kunne blive bekjendt, og da var et Avertissement i en Avis nok til at bevirke, at Manden strax blev sat paa fri Fod.[2]
Man studser uvilkaarlig ved at læse disse Breve og ledes til at tænke paa Bastillen og lettres de cachet. Vedkommendes Navn kjendes imidlertid. Han var en Læge ved Navn Wolfgang Jacob Müllner fra Nürnberg, som, efter at have studeret og praktiseret paa forskjellige Steder, var kommen til Danmark med Dronning Sophie Magdalenes Broder. Hvori hans Forbrydelse egentlig har bestaaet, er neppe ganske paa det Rene, det har bl. a.
