Hertil kan som nye bevissteder for min mening
anføres flere ytringer i sagaerne. Saaledes heder det[1] om
Olaf Trygvessøn, at „allesteds, hvor han var konge og
landsfolket tog den rette tro, lod han brænde hov og
nedbryde hørger og reise kirker i deres sted“; som hjemmel
herfor gjengives nogle vers af lovsigemanden Markus
Skjeggessøn, der var i embedet 1084–1107. Endvidere
lægger Snorre Olaf den hellige følgende ord i munden
under thinget paa Hundthorp efter hans tog fra Lesje, at
„folkene i Lesje, Lom og Vaage har brudt sine hov
(blóthus) og afgudsbi11eder ned og tro nu paa den sande
gud“[2]. Dertil kan føies, at det bekjendte Thorsbillede
paa Hundthorp efter beskrivelsen maa have havt sin plads
i et hov eller en hovlignende bygning, som ved samme
leilighed blev nedbrudt; ialfald har der ikke været tale
om at bruge den til kristelig gudstjeneste, da det udtrykkelig
heder, at Gudbrand, efterat han var kristnet, gjorde
kirke paa sin gaard[3] eller „i dalene“[4].
I modsætning hertil peger D. paa flere omstændigheder, der skal støtte hans opfatning.
Det anføres saaledes (s. 128), at der i sydlandene, navnlig Athen, Italien, det sydlige Frankrige, er mange exempler paa, at man omdannede hedenske templer til kirker. Dette er bekjendt nok, men hvad det her gjelder, er, om det skede i Norge. Og naar dette antages af den grund, at en mængde kirker hos os bærer navnet hov, saa kan heraf kun sluttes, at de tomter, hvorpaa vedkommende første kirker blev sat, i sin tid havde tilhørt
