hvorvidt deres konklusion er berettiget i forhold til præmisserne.
Sagens udgangspunkt er, som før bemærket, den instrux, paven i 601 gav Augustinus for hans missions-virksomhed i England. I denne instrux heder det, at „hvis de hedenske templer er vel byggede (bene constructa), bør de omdannes“ til kirker. Her opstaar selvfølgelig strax det spørsmaal, om der i England virkelig fandtes hedenske templer med den nævnte betingelse. Derom ved dog ingen det allermindste, selv ikke Englands første ærkæologer, og man er saaledes i det høieste kun berettiget til at sætte den nævnte omdannelse som en mulighed. Men selv om vi ligefrem vidste, at hedenske templer i England gjennemgaaende var anvendte til kristelig gudstjeneste, og selv om det antages, at de, som drev missionsverket i Norge, kjendte til, at saaledes havde man for fire hundrede aar siden baaret sig ad i England ved kristendommens indførelse, saa maatte der dog, hvis det samme skulde kunne antages for Norges vedkommende, paavises spor deraf hos os. Men dette er saa langt fra tilfældet, at alle tegn pege i modsat retning. Det ansees overflødigt at gjentage, hvad derom foran (s. 276–279) er sagt, idet jeg kun henviser dertil; dog kan det med hensyn til homiliebogens anførte (s. 279) ytring om Olaf den helliges fortjenester af kristendommen bemærkes, at den er hentet fra en ældre beretning[1], der paa grund af de literære omstændigheder ikke vel kan være yngre end ialfald ca. 1150.
- ↑ Denne forefindes i „Passio et miracula beati Olavi“, ed. Metcalfe, pag. 70, og lyder saaledes: „Effringebantur statuæ, succidebantur luci, evertebantur delubra, ordinabantur sacerdotes et fabricantur ecclesiæ“. Jfr. Flateyarb. III, 246.
