identitet med fjerdings-thinget angaar, saa synes intet af de anførte steder at bevise en saadan. Det første er vistnok en oprindelig forskrift for hereds-thinget, som nu maa anvendes paa fjerdings-thinget, det sidste kan snarere siges at modbevise end at bevise deres identitet. Ligesaalidt kan det bevises, at halve- og tredings-inddelingen paa Oplandene har afløst hereds-inddelingen; thi i vore ældste retskilder, nemlig Borgarthingets og Eidsivathingets kristenretter, er hereds-inddelingen mere konsekvent gjennemført end i nogen anden landskabslov; her forekommer derfor ogsaa benævnelsen heraðs-þing,[1] men ogsaa kun her; og det er naturligt, at navnet kun findes i de love, der endnu kjender institutionen. Men hvorfra har man saa den oplysning, at det herað, som her træder os imøde, er mindre end det „gamle hered“? Kildemæssig kan en saadan forrykkelse af hereds-begrebet ikke paavises; tvertimod, vi ser heredet trodse baade skibrede- og sogneinddelingen, hos os ligesaavel som i Sverige og i Danmark;[2] hvorfor skulde det saa ikke have overlevet tredings- og fjerdings-inddelingen ogsaa? Jeg har ovenfor søgt at paavise, at ingen af de to sidstnævnte inddelinger havde noget at gjøre med hereds-inddelingen.
Den af professor Brandt og flere hævdede opfatning kan saaledes neppe betragtes anderledes end som en historisk theori, der savner støtte i kilderne.
At heredet aldrig her i norden har været et distrikt af betydelig udstrækning, fremgaar saavel af ordets etymologi som af, hvad vi véd fra Danmark og Sverige, hvor man har bedre besked om den gamle hereds-inddeling end
