i Thrøndelagen lader forholdet med fylkes-thinget sig saaledes ikke benytte. Herað kan for den sags skyld meget vel have været en gjængs distrikts-betegnelse i det throndhjemske, selv om det ikke i det 13de aarh. havde eget thing.
Professor Brandt siger videre: „Ogsaa i det øvrige Norge blev hereds-inddelingen efterhaanden krydset af andre inddelinger af forskjelligt omfang, hvis beboere ligeledes i sine møder afgjorde de kredsen vedkommende anliggender, saasom skibreder for ledingsvæsenets skyld, kirkesogn for de fælles religionsanliggender. Disse møders virkekreds udvidedes efterhaanden ogsaa til andre anliggender, navnlig retssagers afgjørelse,[1] og hereds-inddelingen tabte paa denne maade sin bestemthed. Hensynet til bekvemmelighed gjorde sig gjældende, og der dannede sig thinglag (þingsokn, þinghá), der kun lidet stemmede med de gamle hereder og vistnok omfattede meget mindre distrikter. Navnlig synes dette at have fundet sted paa Oplandene og i Viken, hvor hereds-inddelingen, som det synes, tidlig var bleven forstyrret og afløst af en inddeling af fylkerne i halver (hálfur) og tredjinger (þriðjungar); hver af disse synes allerede tidlig at have delt sig i flere thinglag. I de vestlige fylker fandt en tilsvarende inddeling af fylkerne i fjerdinger (fjorðungar), der dog synes Vat have sluttet sig nærmere til den oprindelige heredsinddeling.“[2] Hvad hereds-thingets
- ↑ Som kilde nævnes Frl. indledn., kap. 23, som ovenfor s. 391 f. er citeret.
- ↑ Som kilde anføres G.l. kap. 35: þá má hann stefna hánum til þings ..., ef hann veit, nær þing skal vera; en ef hann veit eigi þá verðr þess biða, er hann veit þat. En sá skal þing kenna, er þarf, ef hann vill þat, og G.l. kap. 266, som ovenfor s. 367 ff. er behandlet.
