eller sagaberetninger, hvortil han støtter sig. Han siger saaledes s. 162: „Den engeste samfundskreds, oprindelig vistnok udgjørende et uafhængigt samfund for sig selv, var heredet. Heredsthing kunde sammenkaldes, naar som helst nogen havde noget at andrage for sine medborgere“, og som kilder anfører han G.l. kap. 131,[1] Fr.l. V, 12[2] og Magnus lagabøters landslov VII, 56.[3] Jeg er enig i, at samtlige disse steder oprindelig gjaldt hereds-thingets sammenkaldelse; men i de respektive love kan de kun gjælde det engeste thing ɔ: i Gulathingslagen fjerdings-thinget og i Frostathingslagen fylkes-thinget. Professorens ræsonnement maa derfor ikke forstaaes derhen, at det i lovstederne udtrykkelig siges, at bestemmelserne gjælder heraðs-þing; thi dette ord forekommer hverken i Gulathings- eller Frostathingsloven og heller ikke paa det anførte sted i landsloven; overalt heder det simpelthen þing. Men, naar saa professoren videre fremholder,[4] at hereds-inddelingen ikke var gjældende i det egentlige Thrøndelagen, fordi fylket udgjorde den engeste thingkreds, saa er dette neppe rigtigt; thi vi ved fra vor gjennemgaaelse af Fr.loven, at hereds-inddelingen der var kjendt, og vi paapegte endog, at herað og þing nævnes i forbindelser, der antyder, at de respektive bestemmelser skriver sig fra en tid, da thinget kaldtes og virkelig var hereds-thing; thi, som vi allerede da bemærkede, det lader sig ikke tænke, at herað her ligesaalidt som noget andet sted oprindelig skulde være identisk med fylki. Mod hereds-inddelingen
