svagt begrundet, skal jeg for at undgaa misforstaaelse undlade at opgjøre dette regnestykke.
De ovenfor anstillede detaljundersøgelser har ialfald
overbevist os om, at herað overalt, hvor vi med sikkerhed
kan paavise dets grænser, betegner et forholdsvis
lidet distrikt, som det ikke kan blive tale om at identificere
med þriðjungr, fjorðungr eller áttungr. Vi har ogsaa
seet, at denne opfatning af heredet ikke blot staar i
fuldkommen overensstemmelse med lovenes sprogbrug,
men er igrunden.den eneste, der lader sig forene med
deres udtryksmaade. Spørgsmaalet bliver da, om det
herað, som i lovene og da navnlig i Eidsiva- og Borgarthingsloven
træder os imøde, er et andet og et
mindre distrikt end det oprindelige hered. At saa er
tilfælde, er bestemt udtalt af professor Keyser i hans
forelæsninger over Norges stats- og retsforfatning
i middelalderen[1] og deles af de fleste forfattere; sidst
er denne opfatning gjort gjældende i 2det bind af professor
Fr. Brandts forelæsninger over retshistorie, hvortil
jeg derfor skal henholde mig.[2] Verkets kompendiøse
karakter og dets bestemmelse som lærebog for de juridiske
studerende har naturligvis hindret den lærde forfatter
i at gjøre de deri udtalte synsmaader til gjenstand
for en kildemæssig begrundelse i det omfang, som det for
vort formaal kunde være ønskeligt; men i regelen angiver
han dog enten i texten eller i anmerkninger de lovsteder
- ↑ Efterladte skrifter, II, 56.
- ↑ Forelæsninger over den norske retshistorie af Fr. Brandt, II, Kr.a 1883.
