stilling over de andre prester og kirker, som ogsaa at disse ɔ: høgendes-kirkerne nu begynder at opnaa rang af virkelige sognekirker, og de ved samme ansatte prester staar som sjelesørgere i forhold Stil en menighed og ikke blot til den oprindelige kirkeeiers husstand. Heraðs-kirkja bruges dog ligesaalidt her som i Eidsivathingsloven om disse mindre sognekirker; her som der benævnes de fremdeles høgendes-kirker, og i regelen har vel deres sogn efterhaanden udvidet sig, alt eftersom behovet af en nærmere kirke end fylkes-kirken gjorde sig gjældende i de fra samme mere fjerntliggende bygder. Senere hen, da det ved den kanoniske rets voksende indflydelse blev mere og mere almindeligt at udstyre alle kirker med jordegods saavel til deres egen vedligeholdelse som til prestens underhold, maa ogsaa høgendes-kirkerne have o hørt til dem, hvis kirkeværge erkebispen udnævnte, saadan som vi finder det bestemt i det ovenfor citerede kapitel. Ifald da hypothesen om heredets og sognets identitet sammesteds skulde have noget for sig, saa vilde man fra kirkernes antal[1] kunne slutte sig saa nogenlunde til heredernes talrighed og størrelse indenfor de throndhjemske fylker. Men, da jeg selv finder denne formodning
- ↑
Ca. 1500 var der i Naumdœla-fylki 15 kirker, i Øyna-fylki 8 – i Sparbyggja-fylki 7 – i Verdœla-fylki 8 – i Skeyna-fylki 8 – i Stjørdœla-fylki 9 – i Strinda-fylki 7 – i Gauldœla-fylki 15 – i Orkdœla-fylki 9 – i Nordmœra-fylki 39 – i Raumsdœla-fylki 20 –
