– thi noget andet giver jeg den ikke ud for – synes dog at hjælpe os lidet, naar det gjælder at bestemme heredets forhold til fylket; thi det er jo den almindelige opfatning, at sognet i den ældre Frostathingslov falder sammen med fylket. Dette forholder sig dog ikke saaledes. Vistnok var forholdet det, at fylkes-kirken var hoved-kirke og fylkes-presten hoved-prest for hele fylket, som hoved-presten paa Oplandene var det for tredingen; men her som der var der ogsaa andre prester, som „havde kirkesogn“;[1] og ihvorvel hoved-gravstedet endnu er ved fylkes-kirken (II, 14) og jernbyrd alene maa finde sted i denne (II, 45), saa er der dog ogsaa andre kirker, som er gravkirker (II,16), nemlig enkelte høgendes-kirker, og i anledning af jernbyrden heder det udtrykkelig, at „den prest, som tager vedkommendes tiende, skal vie jernet og det uden godtgjørelse enten til ham eller til fylkes-presten, naar undtages den niste, som høgendes-presten trænger paa sin reise til fylkes-kirken (II, 45). Heraf fremgaar det da tydelig nok, at høgendes-presten kan tage folks tiende ɔ: være deres sogneprest, ja endog hovedtienden kan en mand paa sit dødsleie love høgendes-presten, i hvilket tilfælde denne skal have en trediedel af presteluten, hvis han er med fylkes-presten og oljer den syge; men gjør han det alene, skal hver af dem have halvdelen; ellers tilkommer fylkes-presten den hele prestelut (II, 17). Det her anførte maa være tilstrækkeligt til at vise saavel fylkes-prestens og fylkes-kirkens overordnede
- ↑ Frl. II, 17 (I, 136): Ef maðr þarf olean oc ma eigi fylkis prestr viðr koma, þa ole sa (ɔ: prestr) hann, er kirkiu soknena a með prestlengs hiolp, ef engom koste fær meira lið til. II,22 (I, 137): Hvær prestr skal kross skera, er hælldr kirkiu sokn, oc lata fara firir hælgum degi huærium oc fastu degi ... oc sæti viti oc sœke sem fylkis prestr.
