dette er der, hvor fylkes-thinget skulde være, og han vil fare i det samme fylke og udbede sig adgang til thing, da skal bønderne ikke indrømme ham den.“ Ligesaa heder det i kap. 56 (s. 174), at hvis en mand bliver dræbt i heredet,[1] uden at man ved, om han er træl eller fri, da skal alligevel pilen fare. Nu hvis hans herre kommer paa første thing, da skal han nyde sit vidne, om han er fri eller træl .... Men hvis en mand drager ud af sit fylke og slaar eller saarer nogen i et andet fylke, da skal sagsøgeren stevne ham thing i det fylke, hvor han fik legems-beskadigelsen“ ... Af begge disse steder synes det at fremgaa, at det thing, som sammenkaldes, naar en mand bliver saaret eller dræbt i heredet, er fylkes-thinget; dog, da det er et ørvar-thing, hvorom der først bliver tale, synes dette ikke altid, men kun tildels at have havt fylkes-thingets kompetence; men at det overhovedet kan være identisk med fylkes-thinget, viser noksom, at dette var den engeste normale thingforsamling. Heraf turde man dog neppe være berettiget til at slutte, at herað her betegner det samme som fylki. Begyndelsen af begge kapitler er vistnok af temmelig høi alder og tilhører en tid, da hereds-thinget endnu var forskjelligt fra fylkes-thinget. Thi oprindelig har fylkes-thinget visselig ikke været det engeste thing, ligesaalidt som det altid vedblev at være det. I indledningens kap. 23, der sandsynligvis tilhører den af kong Haakon Haakonsøn i 1244 foranstaltede officielle omarbeidelse af lovbogen,[2] heder det: „Saa vil vi, at det skal være, som det er mere bekvemt for bønderne, at de hellere søger paa skibrede-thingene end paa fylkes-
