prester, og at fjerdings-kirken her var en høgendes-kirke; derfor var det naturligt for en thrønder at sige fjerdings-kirker og andre høgendes-kirker; og en thrønder skyldes, efter hvad vi ovenfor har oplyst, sandsynligvis ogsaa vor indholdsfortegnelse, hvis udtryksmaade paa det omhandlede sted ligesaalidt dengang som nogensinde tidligere svarede til forholdet i G.lagen. Hermed tror jeg at have paavist uholdbarheden af geheimearkivar Jørgensens hypothese om disse udtryks oprindelighed og dermed ogsaa svækket berettigelsen til ved hjælp af islandske og danske forhold at ville opklare de mørke punkter i parochial-systemets udvikling her hjemme.
Jeg vender da endelig tilbage til forholdet mellem de forskjellige distrikts-betegnelser i den ældre G.lov og sammenfatter de indvundne resultater i følgende 2 satser:
- I. herað er ikke identisk med fjorðongr eller áttongr,
men betegner et mindre distrikt end disse;
- II. heraðs-kirkja er fra første færd brugt som betegnelse
for heredets sognekirke og betegnede noget andet end fjorðongs-kirkja eller áttongs-kirkja, hvilke betegnelser dog i tidens løb blev uden reelt indhold, idet deres sogne ikke blev større end hereds-kirkernes.
Vi gaar hermed over til den sidste landskabslov, nemlig Frostathingsloven.
Her forekommer flere distrikts-betegnelser. Foruden fylkes-inddelingen kjender loven ogsaa en inddeling i halv-fylker (hálfur),[1] der dog alene forekommer udenfor den egentlige Thrøndelag, i Namdalen og Haalogaland; i Thrøndelagen forekommer derimod en inddeling i fjerdinger, tredinger, settinger og ottinger.[2] Halv-
