kap. 12 og begynder som dette med opregningen: Nv ero kirkiur aðrar er ver skolum upp halda fiorðungs kirkiur oc attungs kirkiur. heraðs kirkiur oc hogændis kirkiur; og texten selv skjelner ligesaa bestemt som den ældre mellem de tre førstnævnte slags og høgendes-kirkerne, saa en udtryksmaade, som den, vor overskrift benytter sig af, er absolut uforenlig med textens sprogbrug. Den maa derfor enten tilhøre en senere tid eller afspeile andre forhold end de vestlandske. Jeg tror, det sidste er det rigtige. Som vi senere skal se, kjender Fr.loven kun modsætningen mellem fylkes- eller hoved-kirke og høgendes-kirke; men den kjender ogsaa en inddeling i fjerdinger,[1] uden at dog et ord som fjorðungs-kirkja nogensinde forekommer i loven. I et statut fra 1320 om prestestevne,[2] der tydelig nok viser sig at være bestemt for Thrøndelagen, forekommer derimod et ord som fiorðungs-prestr.[3] Statutet kjender 3 slags prester, nemlig fylkes- eller hoved-prest, fjerdings-prest og kapel-prest; begge de sidstnævnte synes imidlertid ogsaa at indbefattes under benævnelsen høgendes-prest. Fylkes-presten skal i preste-sølv betale én øre, fjerdings-presten en halv og kapel-presten en ørtug. I Aslak Bolts jordebog[4] er gradationsforholdet det samme mellem fylkes- og høgendes-kirke, som her mellem fylkes- og fjerdings-prest; medens kapellet der svarer ⅙ af hvad fylkes-kirken udgiver, kapel-presten her derimod ⅓ da der var 3 ørtuger i øren. Imidlertid kan der ikke være tvil om, at fjerdings-presten i Fr.lagen hørte til dem, der kaldtes høgendes-
