skerne. Medens nemlig Hollænderne sørgede for Udløsning af sine egne Landsmænd, naar deres Skibe optoges, lode de Fremmede, der tjente dem, vansmægte i Fangenskabet. Kongen lod udtale, at Saadant ikke kunde være Generalstaternes Vilje, og at han i lignende Tilfælde vilde interessere sig ligesaa varmt for Hollændere, der maatte tages fra danske Skibe, som for sine egne Undersaatter, et Løfte, som rigtignok ikke kunde medføre stor Risiko, og hvortil heller ikke sees fra hollandsk Side at være taget Hensyn. I 1735 faldt Marineløitnant Job Dishington (formodentlig en Bergenser), der for med et Skib fra Amsterdam for at øve sig i sit Fag, i Marokkanernes Hænder og bragtes til Salé. Den hollandske Regjering lovede at antage sig hans Sag.
Ogsaa med Kongens og Kongehusets særlige Anliggender og Hemmeligheder kunde naturligvis Gesandten stundom faa et og andet at bestille. Saaledes havde f. Ex. Frederik den fjerdes sygelige Broder Prinds Carl († 1729), Vemmetoftes Anlægger, ligesiden 1706 nydt en Pension saavel af England som Holland, hvilken Sømagterne havde tilstaaet ham, fordi han i deres Interesse under Successionskrigen havde afstaaet sine Rettigheder til Bispedømmet Lübeck (Eutin). Disse Penge, for Hollands Vedkommende 10,000 fl. aarlig, betaltes altid ordentlig gjennem Griis, selv i de Aar, da Spændingen mellem Generalstaterne og Danmark var paa det høieste.[1] Kort efter
- ↑ Chr. H. Brasch, Vemmetoftes Historie, Kbh. 1859, II, S. 183–184.
