nidrfall kirkiu; men over III, kap. 12: Vm uphalld hœgenda kyrkna. Vi ser, der er ingen lighed mellem dem, og der er neppe nogen tvil om, at de hver især er jevngamle med det haandskrift, hvori de findes; disse overskrifter maa have været et felt, hvor i almindelighed hver afskriver følte sig kaldet til at præstere noget bedre end sin forgjænger; om det altid er lykkedes, skal vi lade være usagt.
Den sidst anførte overskrift, den over III, kap. 12, er det, Jørgensen for det første har heftet sig ved, og han siger udtrykkelig, at hereds-kirkerne paa dette sted henregnes til høgendes-kirkerne.[1] Texten er imidlertid omtrent ordret den samme, som den i rec. I, kap. 8 og altsaa ikke yngre end 1152, men sandsynligvis adskillig ældre; haandskriftet, Cod. C. 15 i det kgl. bibliothek i Stockholm, tilhører derimod det 14de aarhundredes første halvdel[2] og er altsaa ca. 200 aar yngre end texten. Havde nu en afskriver paa denne tid forudsætninger for at forstaa modsætningen mellem den ældre texts fylkes-, hereds- og høgendes-kirker? Neppe; han refererer i regelen ganske mekanisk, uden at lempe lovbogens indhold efter datidens forhold; saaledes nævner han fremdeles blot 3 fylker, medens der bevislig allerede fra midten af det 12te aarh. hørte 4 fylker til B.lagen, nemlig: Ranrike, Vingulmörk, Vestfold og Grenland. Hvad kirkerne angaar, saa kjender erkebiskop Eilifs statut fra 1320[3] kun modsætningen mellem hoved-kirke og kapel eller høgendes-kirke; nogen anden modsætning kjendte vel heller ikke vor skriver; han har da vel anvendt kap. 11, der omhandlede fylkes-kir-
