staa i et slags moderforhold til de andre; men hvorlænge der blot var én hoved-kirke i hvert fylke, kan jeg ikke her indlade mig paa at besvare, ligesaalidt som tidsgrænsen overhovedet med bestemthed lader sig fastsætte; jeg skal blot i forbigaaende pege paa det faktum, at medens den ældste text har det greie udtryk: kirkia er æin i fylki hværiu, er ver kallum houuð kirkiu,[1] saa bliver sprogbrugen i de yngre bearbeidelser fra midten af det 13de aarh. mere vaklende; saaledes har blot et haandskrift af den nyere Gulathings kristenret den selvmodsigende ytring, at: kirkiur ero þær j fvlki hværiv, er ver kollom hafuðkirkiu, medens hele 5 haandskrifter har det sidste ord i flertal: hafuð-kirkiur,[2] hvilken læsemaade vistnok var den eneste, som det 14de aarh.s afskrivere fandt svarende til de virkelige forhold. Af diplomer fra det 14de aarh. kan der ogsaa med sikkerhed paavises mindst to hoved-kirker i Hordafylke, nemlig en i Kvinnhered og en paa Voss.
Jeg skal endelig, førend jeg forlader Gulathingsloven, kortelig omtale en af geheimearkivar Jørgensen fremsat hypothese, ifølge hvilken den ældste tid ikke har kjendt modsætningen mellem fylkes- eller hoved-kirker og fjerdings-, ottings- og hereds-kirker, men kun mellem hoved- og høgendes-kirker, et navn, som dog først senere er opstaaet som en betegnelse for „alle mindre kirker i modsætning til de enkelte fylkes- eller hovedkirker“;[3] og netop i denne betydning tror han at finde ordet høgendes-kirke brugt i et par haandskrifter af de gamle love; saaledes har et haandskrift af Borgarthingsloven som over-
