reglement for presterne, om hvis ælde der ikke kan disputeres, og som til og med præsenterer sig selv som forn lög.[1] Men at presterne ved hereds-kirkerne ikke er indbefattede i denne lovbestemmelse, forklares jo meget let af den omstændighed, at hereds-kirker og hereds-prester i det hele var fremmede for kristenretten i den form, den fik paa Moster-thing; de tilhører i Gulathingslagen vel uden undtagelse tiden efter Olafs død, eller missionstiden i det hele, og de er ikke opførte ifølge noget offentligt paabud, men ifølge bøndernes eget initiativ, hvorfor det ogsaa blev naturligt, at disse forbeholdt sig retten til at accordere med en geistlig om prisen for gudstjenesten.
Efter hvad der ovenfor er udviklet, kan jeg paa den mest kortfattede maade fremsætte min opfatning af sogne-dannelsens historie Vestenfjelds i nedenstaaende schema:
- Under missionstiden (ɔ: til ca. 1050):
- a. før Moster-thinget: Sognet: fylket,
- b. efter Moster-thinget: Sognet: fjerdingen eller ottingen.
- Efter missionstiden:
- Sognet = heredet.
Det var en nødvendig følge af det sidste stadiums indtrædelse, at fjerdings-kirken og ottings-kirken kun beholdt navnet som minde om sin fordums stilling og sit fordums sogn; disse saavel som fylkes-kirkerne maatte i tidens løb synke ned til at blive blot et eller ialfald nogle faa hereders sognekirker; i rang kom fjerdings- og ottings-kirkerne derved til at staa paa lige fod med hereds-kirkerne; fylkes-kirken vedblev derimod længere at
- ↑ Kap. 12: þætt ero forn log, at prestr skal hava laga gift xij manoðr mate hvars smœrs oc miols af bondom, halft saald af hverium fullum bonda i Olafs saað; iij settonga af einuirkia etc.
