uden at dog hermed menes enkeltmand; thi som enkeltmands kirker stilles netop høgendes-kirkerne i modsætning til de andre. Men hvilke kirker gjaldt saa dette paabud? Kap. 19 synes at give svar paa dette spørgsmaal. Dette kapitel, der udtrykkelig tillægges Olaf, handler om presternes forpligtelse til ved en budstikke i form af et kors at sende tilsigelse af helligdagene omkring i sognet, og det kjender ikke andre prester end dem, som synger messe ved fylkes-kirke, fjerdings-kirke eller ottings-kirke; hereds-kirke nævnes ikke;[1] og naar Maurer[2] antager, at Sverres kristenrets kap. 13, der svarer til G.l. kap. 12, specielt tilhører Magnus’s recension, fordi det alene anfører fjerdings-, ottings- og høgendes-kirker, saa gaar jeg ud fra den fuldstændig ligesaa nærliggende antagelse, at denne opregning netop tilhører Olaf den helliges kristenret i en endda oprindeligere skikkelse end den af Gustav Storm offentliggjorte i 4de bind af N. g. love, ligesom Maurer ogsaa ellers har paavist, at compilatoren af Sverres kristenret har kjendt en ældre text end den, vi har adgang til. Men har allerede den ældste text, som vi overhovedet kan øine, kjendt fjerdings- og ottings-kirker, men derimod ikke hereds-kirker, da maa vi heraf have lov til at slutte, at de førstnævnte hører til de kirker, som kong Olaf og biskop Grimkel „satte“ paa Moster-thing, og følgelig bliver alene hereds-kirkerne at henregne til. „dem, som siden blev opførte.“ Et paabud som det, at der skulde bygges fjerdings-kirker i de mindre fylker og ottings-kirker i de større, er aldeles ikke usandsynligt; og sand-
