kap. 15), om fastedagene (sst. kap. 17) og om de forbudne ægteskabsled (Fr.l. III, 1). Vi ser, det er altsammen bestemmelser, som paa det dybeste greb ind i de nyomvendtes materielle og aandelige livsforhold, og det kan neppe ansees for en overflødig forholdsregel af kong Olaf, at han for at bearbeide stemningen sammenkaldte et slags rigsforsamling til Moster, øen med den ældste kirke og de mange minder fra Olaf Trygvessøns tid; og naar udfaldet af disse fredelige forhandlinger blev det, de blev, da skyldes dette visselig for en ikke ringe del den angelsaksiske missionsbiskops personlige optræden; thi at biskop Grimkel maa have været en ualmindelig vindende personlighed, bevises noksom af det indtryk, han har gjort i Bremen, hvor man paa forhaand var alt andet end gunstig stemt mod den engelske missionær.
Moster-thingets formaal maa saaledes have været at sikre høvdingernes sanktion af nye paabud, som vilde kræve særlige ofre fra deres og andres side, og hvad forpligtelsen til kirkernes vedligeholdelse og presternes underhold angaar, saa er der ingen rimelighed for, at Olaf og hans biskop skulde have indskrænket denne til fylkes-kirken og fylkes-presten alene. En forøgelse af den geistlige hjælp omkring.i fylkerne maatte jo for dem stille sig som et uafviseligt krav; og naar det heder, at alle kirker, som Olaf og Grimkel „satte“, skal vedligeholdes, saa ligger deri visselig ikke blot et paabud om at vedligeholde de allerede existerende, af Olaf opførte fylkes-kirker, men ogsaa en forpligtelse for bønderne til at bygge et vist antal kirker i hvert fylke, kirker, som altsaa ikke vilde blive det offentliges, men vedkommende menigheds eiendom, hvormed det da ogsaa staar i god overensstemmelse, at i kap. 12 vedligeholdelsen af fjerdings-, ottings- og hereds-kirkerne paahviler „dem, som eier kirken“,
