end Olafs tid. Dette er dog neppe rigtigt. Kirkeafsnittet vi G.loven begynder saaledes:[1] „Det er nu dernæst, at vi skal vedligeholde alle de kirker og kristendommen, som Olaf den hellige og biskop Grimkel satte paa Moster thing, og alle dem, som siden blev opførte.“ Dernæst heder det, at der er „én kirke i hvert fylke, som vi kalder hoved-kirke, som samtlige vi fylkesmænd har at vedligeholde“; i kap. 12 følger saa den oftere omtalte opregning af de andre kirker, som skal vedligeholdes hver af sine eiermænd. Hvorfor skulde nu paabudet paa Moster-thing blot indskrænkes til fylkes-kirkerne, og alle de andre, som Jørgensen mener, indbefattes under dem, „som siden blev opførte“? Paa Moster-thinget maa der jo have været ført forhandlinger mellem kong Olaf og biskop Grimkel paa den ene side og de vestlandske og nordenfjeldske høvdinger paa den anden om kristenretten og de nye paabud, som den skulde indeholde; det maatte jo være afgjørende for et heldigt udfald, at man paa forhaand havde sikret sig de mægtiges stemme, naar kristenretten engang paa thinge skulde forelægges bønderne til antagelse. Alene under denne forudsætning kan man forstaa, at det kunde gaa saa glat med dens sanktion, som tilfældet maa have været ifølge Snorres fremstilling.[2] Ifølge lovenes eget vidnesbyrd skal der da paa Moster-thinget være fattet bestemmelser om bøndernes forpligtelse til kirkernes vedligeholdelse (G.l. kap. 10), om bispens ret til at raade over kirkerne (sst. kap. 15), om bøndernes ydelser til presternes underholdning (sst.
