hans distrikt skulde være Hordafylke.[1] Ifølge Ágrip[2] reiste den samme konge „først kirker paa sine egne hovedgaarde“, og det kan derfor tænkes, at disse kirker, der nærmest var kongens private eiendom, ikke i almindelighed har opnaaet den materielle uafhængighed, som til- fældet var med Mosterkirken, og som maatte ansees ønskeligt for missionærerne. Dette savn blev afhjulpet af Olaf den hellige, der lagde gods til de kirker, som Olaf Trygvessøn havde ladet bygge, „saaledes at én mark sølv veiet skulde udredes til hver fylkes-kirke i leie af de jorder, som laa til den.“[3] Det fremgaar heraf, at ialfald enkelte af Olaf Trygvessøns kirker er blevne fylkes-kirker og har vel været lignende missionsstationer som kirken paa Moster. Men Olaf den hellige lod det ikke blive med blot at dotere Olaf Trygvessøns kirker og give bestemte regler for fylkes-kirkernes indkomster; han „lod ogsaa selv bygge én kirke i hvert fylke og lagde til denne gode præbender.“[4] Hermed menes selvfølgelig ogsaa fylkes-kirker, der vistnok for den største del netop skylder Olaf Haraldssøn sin tilværelse. Det maatte jo ogsaa være af stor betydning for missionen at faa presterne nogenlunde jevnt fordelte, selv om man for det første maatte nøie sig med én i fylket.
Man har antaget, at hermed standsede Olaf Haraldssøns virksomhed for kirkebygningen i G.lagen, og at fjerdings-, ottings- og hereds-kirkerne samtlige er yngre
