vender tilbage til opregningen af sognekirkerne i kap. 12, saa vil vi ifølge det anførte forhaabentlig med fuld sikkerhed kunne gaa ud fra, at textens udtryksmaade er oprindelig og ikke i nogen henseende corrumperet; men netop derved bliver den ogsaa en kilde til kundskab om sognedannelsens udvikling vestenfjelds, som ikke kan vurderes høit nok.
Navnene fylkes-, fjerdings-, ottings- og hereds-kirke kan kun forklares af den omstændighed, at hver af de nævnte kirker er bleven benævnt efter det distrikt, som oprindelig udgjorde dens sogn; men nu er det jo umuligt, at der samtidig i hvert fylke skulde være bygget en kirke, som var hele fylkets sognekirke, og desuden en sognekirke for hver fjerding, otting og hered, eller at en og samme mand paa en og samme tid skulde sogne til en hereds-, en ottings-, en fjerdings- og en fylkes-kirke. De forskjellige sogne, som hine benævnelser antyder, maa kun angive de forskjellige faser i den parochiale udvikling, og denne maa fra det største distrikt, fylket, have bevæget sig henimod stedse mindre og mindre dele af samme. Man maa dog allerede fra første færd af være opmerksom paa, at ingen udvikling i det menneskelige samfund bevæger sig saa snorlige, som man efter det anførte skulde antage tilfældet har været for sognedannelsens vedkommende; der spiller altid omstændigheder ind, som bryder de rette linjer og lader forholdene gestalte sig forskjelligt paa de forskjellige steder; jeg skal forsøge at eftervise, hvorledes denne lov ogsaa har gjort sig gjældende paa det omraade, som her beskjæftiger os.
Idet man tidligere gik ud fra, at der i Gulathingslovens kristenret ingen forskjel var eller overhovedet nogensinde havde været paa fjerdings-, ottings- og hereds-kirke, kom man til at anvende de bestemmelser, der ude-
