end texten til den ældre Gulathingslov. Det blev nemlig senere i middelalderen almindeligt at anvende de gamle inddelingsprinciper paa mindre énheder; saaledes blev kirkesognene næsten hele landet over inddelte i fjerdinger.[1] Efter min mening tilsteder heller ikke lovens sprogbrug at opfatte ottingen anderledes end som en ottendedel af fylket. I kap. 3[2] og 10[3] sættes nemlig fjordongr manna eða áttongr (manna) i direkte modsætning til allir fylkismenn, og der kan ikke være tvil om, at manna er at opfatte som det heles genitiv af dette sidste udtryk, d. e. = allra fylkismaøma; det er fremdeles ligesaa utvilsomt, at fjerdedelen eller ottendedelen af fylkesmændene ialfald i kap. 10 vil sige mændene fra en fjerding eller en otting af fylket, og staar fjerding og otting her i modsætning til det samlede fylke, saa maa det ogsaa gjøre det der, hvor der blot tænkes paa distriktet, som f. ex. i kap. 12. Dertil kommer, at hvor der er tale om vedligeholdelse af fjerdings-kirken, kjendes blot modsætningen mellem alle bygningspligtige og enkeltmand;[4] men netop her maatte jo ottingen have været paa sin plads, hvis Maurers opfatning var den rigtige. Jeg kan derfor ikke, ialfald for øieblikket, slutte mig til Maurer i dette punkt, men maa med Keyser, Jørgensen og flere fastholde, at áttungr i Gulathingsloven betegner ⅛ af fylket; og saa rent usandsynlig er jo heller ikke denne inddeling; thi den kan tænkes at hvile paa fjerdingsinddelingen og at være fremkommen ved fjerdingens halvering.
Naar vi saa efter denne temmelig vidtløftige excurs
