lovens sprogbrug kunde svare til heredet, saa maatte det være skibredet; men, som allerede ovenfor bemerket, det kan ikke tænkes og heller ikke kildemæssig eftervises, at heredsindde1ingen er lagt til grund for skibredeinddelingen; dertil krydser de hinanden for ofte, og heredet synes her som i Viken i regelen endog at have været mindre end selve skibredet.
Efter saaledes at have gjennemgaaet de forskjellige forfatteres argumenter for heredets identitet med fjerdingen eller ottingen og, som jeg haaber, ialfald til en vis grad berøvet dem deres beviskraft, maa jeg nærmere omtale Maurers opfatning af ottingen som en ottendedel af fjerdingen. Saavidt jeg kan se, har Maurer intet sted udviklet, hvortil han støtter denne sin mening. Den har imidlertid adskilligt for sig; thi der er ikke blot ringe sandsynlighed for, at man ud af den samme grundenhed skulde danne en dobbelt inddeling; men man kan ogsaa historisk eftervise, at en større del af Hordafylke, nemlig Voss, faktisk har været inddelt i ottinger, og denne inddeling forekommer her allerede i 1320–50.[1] 8 ottinger i fjerdingen giver 32 i fylket, og for Hordafylkes og Rogalands vedkommende vilde altsaa ottingerne ialfald i antal falde sammen med skibrederne; for disse tvende distrikters identitet kunde da maaske ogsaa Gl. kap. 301[2] anføres. Et saadant forhold mellem skibredet og ottingen vilde imidlertid ikke kunne paavises udenfor de to nævnte fylker, da Firdafylke omfattede blot 15 og Sygnafylke blot 16 skibreder, og det synes derfor at være tilfældigt. Ottingsinddelingen paa Voss er sandsynligvis ogsaa yngre
