Men for et fællesskab i lovgivningen var en ulige inddeling af fylkerne en i flere retninger ikke uvæsentlig hindring; thi bestemmelser, som ellers kunde være ens, maatte paa grund heraf blive forskjellige for hvert fylke, og derved vilde jo lovenes memorering i ikke ringe grad vanskeliggjøres og forvirring eller i det mindste usikkerhed i retsopfatningen befordres. Jeg skal navnlig paapege et afsnit af lovgivningen, der maatte gjøre en fælles inddeling i høi grad ønskelig; det er bestemmelsen om thingmændenes udrustning til lagthinget, den saakaldte thingfarelov. En saadan maatte nødvendigvis indeholde regler for udrustningsbyrdernes fordeling paa fylkets mindre dele; var nu disse ikke blot ulige i antal, men, hvad der var endnu vigtigere, ogsaa ulige i størrelse, saa vilde nogenlunde retfærdige regler nødvendiggjøre en specificering i den grad, at dette lovafsnit ikke blot vilde blive af forholdsvis altfor stort omfang, men ogsaa berede hukommelsen særligt bryderi. Til at undgaa disse skjær var en inddeling af fylkerne i fjerdinger eller tredinger en ypperlig udvei; men skulde den paa samme grundede fordeling af byrderne ikke blive uretfærdig, saa maatte ikke heredernes, men derimod husbøndernes antal blive udgangspunktet for den nye distriktsinddeling. Centralisations-tendensen bevirkede saa videre, at hereds-thinget ialfald som officielt anerkjendt thingforsamling maatte vige pladsen for fjerdings-thinget; heri har man da ogsaa villet se et bevis for heredets og fjerdingens identitet,[1] medens det kun beviser et nyere og mere praktisk inddelings-princips overvægt over et ældre; og saa grundig var det nyes seier over det gamle, at et ord som heraðs-þing ikke længer forekommer i Gulathingsloven, ligesaa lidt som
- ↑ Keyser: Efterladte skrifter, II, 165.
