inddelingen.[1] Efter dette skulde saavel fjerdings- som ottingsinddelingen være baseret paa heredernes antal. Men hvordan stemmer dette med det factum, at samtlige fylker i Gulathingslagen er inddelte i fjerdinger? kun Søndmøre og Egdafylke danner undtagelser fra denne regel, men de er ogsaa ganske sikkert først senere indlemmede i lagdømmet.[2] Hvis man lagde heredsinddelingen til grund, og hvis det blot gjaldt at faa en ny benævnelse paa dette ældgamle distrikt, saa maatte det jo være ganske overflødigt at inddele de fylker i fjerdinger, som allerede paa dette grundlag var inddelte i ottinger. Det virkelige forhold er vistnok imidlertid dette, at heredsinddelingen ikke er benyttet som udgangspunkt hverken for den ene eller den anden af de to tidtnævnte distriktsinddelinger, men at hver enkelt af dem er udført ganske uafhængig af den ældre inddeling. Fylkets inddeling i hereder er, som vi nedenfor skal se, antageligvis jevngammel med dets bebyggelse; men eftersom fylkes-distriktet var stort eller lidet, saa maatte ogsaa heredernes antal blive forskjelligt. Udviklingen skred imidlertid fremad, og centralisations-trangen begyndte at gjøre sig gjældende navnlig i legislativ henseende. Flere fylker sluttede sig efterhaanden sammen til et lagdømme med fælles lov og retsvedtægter.
- ↑ Kirkehistorie, I, s. 173. Det ser næsten ud, som om Munch i tidens løb har tiltraadt sin kollegas opfatning, idet han i en senere afhandling om benævnelsen af vore landskirker i alm. og af Akers kirke i særdeleshed uden forbehold citerer Keysers ord paa det anførte sted, se Norsk maanedsskrift, III, 177 ff. Samlede af handlinger, IV, 18 ff. Cfr. ogsaa Keyser: Efterladte skrifter, II, s. 156.
- ↑ Ngl. I, 5 (kap. 3). Cfr. Maurer: Die entstehungszeit der älteren Frostuþingslög og hans artikel Gulaþing i Ersch og Grubers encyclopædie.
